i
Forside ¦ Vandrehistorier ¦ Arrangementer ¦ Pilgrimsvandringens MÅL ¦ Links ¦ Vedtægter ¦ Fællesskabs-Rådet


”Vi er unyttige tjenere”

 
Vandrehistorier

 

Har du en kort, sjov historie og et par billeder, så send dem til  os.  Så delagtiggør vi her på hjemmesiden andre pilgrimme  i dine oplevelser med pilgrimsvandring.

Tryk på den historie du vil læse:

Gensyn med Camino Francés

Camino Arragonés i streg:

Fra Kastrup til Roskilde:

Hærvejsvandring 2010:

Vandring og meditation på Via Selandia:

I Alfonso d.2`s fodspor:

1.På vandring på Camino del Norte:

2.Fra Santander til Santiago de Compostela:


Gensyn med Camino Francés.

af Finn Buhl

 I efteråret 2013 genså min hustru og jeg Camino Francés, som vi vandrede i hhv. 2003 fra Logrono til Santiago de Compostela, og i 2005, hvor vi vandrede fra Bayonne i Frankrig til Logrono i Spanien.

I 2013 vandrede vi således fra Bayonne i Frankrig til Burgos i Spanien. En vandring på ca. 300 km: Vores pilgrimsmål var denne gang katedralen i Burgos, med den meget specielle Kristusfigur.

Du kan downloade historien ved at trykke på:

download  1. del

download  2. del

Tilbage til top

                                               


 

Camino  Arragonés i streg.

Af Finn Buhl 


Da min hustru og jeg besluttede, at vi ville prøve kræfter med Camino Arragonés, besluttede vi samtidig, at vi ville benytte lejligheden til at besøge byen Lourdes i Frankrig, hvor den 14-årige pige Bernadette i 1858 d. 11. februar så ”DAMEN”, som senere er blevet identificeret med ”Den Ubesmittede Undfangelse” eller ”Jomfru Maria”. Bernadette så i alt ”DAMEN” 18 gange, og allerede i 1859 besøgte tusindvis af pilgrimme Lourdes.

 

Lourdes ligger ”ikke ret langt fra” Somport, som er udgangspunktet for Camino Arragonés, og om man flyver til lufthavnen i Pau eller til lufthavnen i Lordes / Tabes er hip som hap: Man skal alligevel videre med tog til Oloron St. Marie, og derefter med bus til Somport.

 

Jeg skal ikke i denne artikel igen belemre Jer med vores oplevelser i Loudes. Den kan I læse i forrige nr. af ”VEJEN” ( bladet tilsendes pr. mail: Oplys dit navn og din mail-adresse, så modtager du gratis bladet), men skildringen af vores tur i streg starter alligevel en lille smule i Lourdes, hvor jeg nåede at tegne udsigten fra vores hotelvindue:

 

 

Borgen i Loudes  ( blyant – tegning )

 

Fra Loudes kørte vi i tog til Pau, og fra Pau med skinnebus til St. Oloron St. Marie. Man kører som sagt med bus fra Oloron St. Marie til Somport, MEN….idag kører bussen først ned gennem en  8 km. lang  tunnel fra Frankrig til byen Canfranc Estacion  i Spanien, for derpå at køre op ad ”den gamle vej” til Somport i Frankrig. Vi stod derfor af i Canfranc Esatcion af to årsager: 1. For det første havde det sneet for nylig, og der gik rygter om, at man ikke måtte vandre ud fra Somport. 2. For det andet virker det – set med mine briller – ulogisk først at køre med bus frem til et sted, for så igen at gå TILBAGE samme vej: OK, fra Somport går man, når vejret tillader det, ad en smuk vandresti….men alligevel!  Somport er, efter min mening – kun for dem, der kommer vandrende fra Oloron St. Marie. Disse etaper kan man læse om i Henrik Tarps bog.

 

 

Vi stod altså af i Canfranc Estacion, hvor der var bidende koldt, og fandt hurtigt herberget ”Jesper Fårekylling”.

 

 

Første dag vandrede vi fra Canfranc Estacion til Jaca. Anden dag ud til kosteret San Juan de la Pena. Tredje dag endte vi i Arrés. Vi kom tidligt til herberget, og jeg fik således god tid til at tegne: Det blev til tre tegninger.

 

Dalen ved Arrés  ( blyant – tegning )

 

 

Hus i Arrés  ( rødkridt – tegning )

 

 

Smalt stræde i Arrés  ( fjerpen og tusch – tegning )

 

Arrés er en lillebitte by, hvor stort set kun herberget og kroen er aktive. Kroen kan anbefales: Man skal ikke tage sig af, at den tykke kromutter er møjbeskidt, for maden er helt i top. Så prøv den.

 

På vejen fra Ruesta – hvor herberget ligger midt ude i en forladt ruin-by, og som virkelig kan anbefales – og mod byen Undueles, gjorde vi ophold i vejsiden på en flad sten: Her var lige netop tid til en enkelt tegning af vejen og landskabet:

 

    

 

Vejen fra Rustea til Undueles  ( rødkridt – tegning )

 

Min hustrus ene krnæ blev sidst på turen svært overbelastet og hævede op. Endvidere fik hun stærke smerter netop der, hvor hun 10 mdr. forinden var opereret for en meniskskade. Vi måtte derfor – på vejen fra Monreal til Puente la Reina – stoppe op i byen Tiebas og indlogere os på herberget der. Vi havde haft et par slemme regnvejrsdage, og stierne fra Sanguesa til Monreal havde været som brun sæbe at gå på.

 

Fra Monreal mod Tiebas var stierne om muligt endnu værre: Værst var dog, at det pludselig gik op for os, at parallelt med den officielle caminosti, som er meget strabadserende , er der anlagt en dejlig vandresti af grus nede langs kanalen, uden alle de mange op- og nedture i opløst ler, som det er umuligt at stå fast på. Da dette paradoks gik op for os, gik vi til sidst ned på denne dejlige nye sti, men desværre for sent!  Min hustrus knæ havde allerede fået for mange vrid og overbelastninger! Vi indlogerede os derfor på herberget i Tiebas, hvor jeg igen fik god tid til at tegne:

 

     

 

Ruinen i Tiebas ( Tusch-lavering med pensel )

 

      

Udsigt fra Tiebas ( blyant – tegning )

 

Næste dag kunne min hustru ikke støtte på knæet: Knæet var voldsomt hævet og smertede voldsomt. En hurtig beslutning: Vi tog en taxa til Puente la Reine og indlogerede os på et hotel, som ligger lige, når man kommer til byen. Vi håbede på, at en dags hvile ville hjælpe på knæet. Igen fik jeg rigelig med tid til at tegne, imens min hustru lå med kolde omslag og læste i en bog:

 

     

 

Broen i Puente la Reina  ( blyant – tegning )

 

               

 

Udsnit af broen i Puente la Reina  ( blyant – tegning )

 

      

 

Husene ved broen i Puente la Reina ( blyant – tegning )

 

 

Uvejrsskyer over bjergene. Vejen mod Obanos set fra Puente la Reina  ( rødkridt – tegning )

 

Vores hviledag i Puente la Reina var formålsløs: Min hustrus knæ var fortsat hævet og smertede for hvert skridt, så ”dagens vandring” blev kun ned til bussen, som kørte os til Logrono. Her tog vi endnu en beslutning: Vores sjette camino var slut! Det var 1. maj, og der kørte ingen tog til Madrid. Heldigvis nåede vi lige akkurat bussen, og efter 4-4½ times kørsel var vi endelig i Madrid.

Næste dag: Tidligt ud i lufthavnen – ombooking af flybilletter – kunne flyve allerede kl. 11.45 – og var i København lidt før kl. 15.00.

 

Konklusion: Man skal vide, hvornår det er SLUT!: Så er selv ”den værste camino” en perfekt oplevelse. Det er jo ikke antallet af km, der er afgørende, men DET at vandre og føle Guds beskærmende varetægt hele VEJEN!.


                                            


                                                 Tilbage til top

Fra Kastrup til Roskilde

Vandring på den tværgående "Via Selandia"

 

D. 16-17. juli 2011 holdt Roskilde Pilgrimsforening en to-dages pilgrimsvandring på De Sjællandske Pilgrimsveje. Vandringen gik fra Kastrup til Ishøj, og fra Ishøj til Roskilde: Den detaljerede rutebeskrivelser kan man finde på www.santiagopilgrimme.dk, så i stedet for at genfortælle den vil jeg i stedet med lidt tekst og en hel del billeder beskrive stemningen på denne velfungerende pilgrimsvandring.

 

Lørdag mødtes vi ca. 10 pilgrimme på Roskilde station lidt i otte og tog toget til København. Allerede på Hovedbanegården stødte adskillige flere pilgrimme til, herunder to uanmeldte fra Svendborg.

 

        

 

Foran Kastrup Lufthavn var der officiel samling. Efter planen skulle vi være 26 pilgrimme, men pga. to pilgrimmes frafald og nu tre uanmeldte var vi pludselig 27, og én ekstra pilgrim blev varslet ville støde til i Tårnby kirke. Alt i alt altså 28 pilgrimme. Mad og indkvartering til de ekstra blev hurtigt klaret: Mobiltelefon er i dag blevet et af den moderne pilgrims uundværlige redskaber.

 

Vandringen startede nu fra Kastrup Lufthavn og gik ad fjernvandrevejens stier ind til Tårnby kirke, hvor der var andagt, og hvor vi pilgrimme ”officielt” blev sendt ud på den videre færd.

 

                            

Amager Fælled er et meget smukt stykke natur, selvom de anlagte stier nærmest er trukket med en lineal.

 

        

På ruten mellem Kastrup og Ishøj undgår man ikke at gå på asfaltveje, og på et tidspunkt går man klods op af motorvejen hen over Sjællands broen. På Sjællandssiden går stierne heldigvis  igen  gennem skiftevis skov og lettere bebyggelse.

 

           

 

Hele lørdagen havde vi højt flot solskin og masser af varme, og det var lige før enkelte blev forbrændte. Dagen sluttede med indkvartering på Ishøj Vandrehjem, og efter aftensmaden blev der råhygget på bedste ”camino maner”.

 

          

Så blev det søndag, og det var fra morgenstunden trist og gråt. Efter pragtfuld morgenmad og madpakkesmøring på vandrehjemmet begav vi os videre hen over Sjælland mod Roskilde: Efter ca. 1½ times vandring satte det i med regnbyger, og regnslag og regnfrakker blev fundet frem. men heldigvis klarede det op ved frokosttid.

 

        

Der er ikke så mange steder med ”tag over hovedet” på denne del af De Sjællandske Pilgrimsveje, så vi var glade for at vejrguderne så i nåde til os,  da madpakkerne skulle fortæres.

 

           

 

Kort efter frokost begyndte regnen så for alvor at stå ned i stænger, men selvom det regnede, var det stadig varmt at gå.

 

          

 

            

 

Regnen blev bare ved hele eftermiddagen.  Først da vi gik gennem Hedeland mod Vindinge klarede det op, og solen skinnede ligefrem, da vi efterhånden godt trætte endelig gik gennem Algade ned mod Roskilde Domkirke, som var vores pilgrimsmål!

 

I Roskilde Domkirke havde vi den afsluttende andagt i det nyrestaurerede Sankt Andreas Kapel. Til vores overraskelse kom biskop Peter Fischer Møller og deltog. Andagten var en nadver-andagt, for således er det blevet tradition for Roskilde Pilgrimsforening at afslutte vores lange vandringer. Så er vandringen ikke bare en vandring, men en pilgrimsvandring, for tættere på Gud kan man ikke komme i denne tilværelse, end at modtage Jesu Kristi legeme og blod.

 

           

 

En anden tradition, som holdes i hævd, og som derfor også afsluttede denne vellykkede pilgrimsvandring, er fællesspisningen, som alle deltog i, og hvorunder de deltagende modtog diplom for to dages anstrengende, men pragtfuldt  samvær – eftertanke og ikke mindst åndeligt fællesskab under pilgrimsandagterne.

  

Finn Buhl


                                                                Tilbage til top:

Hærvejsvandring 2010 

En gruppe pilgrimme har netop overstået deres første Hærvejsvandring fra Padborg  til Viborg, en vandring på lige knapt 300 kilometer på 13 dage. Vi mødtes syv pilgrimme på Roskilde Station og tog toget kl. 06.52 d. 7/8. På Slagelse Station stødte den ottende pilgrim til

 

                    

 

Geil Å bro

 

Kl. 10.02 stod otte forventningsfulde pilgrimme på Padborg Station klar til at gå derudaf. Med lidt besvær fandt vi frem til Hærvejens start og kom ind gennem Bov.  Skiltningen er ganske udmærket, selvom man hurtigt bliver klar over, at der tænkes meget retningen Viborg – Padbog og mindre Padborg – Viborg. Dette skyldes sikkert ”gammel vane”: Pilgrimsvandring gik for det meste oprindelig sydpå enten  til Rom, Jerusalem eller Santiago de Compostela, men pilgrimme har dog også vandret nord på for at ende i Nidaros eller Vadstena. Vores mål var lidt mere ydmygt. Vi skulle ”blot” til Viborg.

 

                 

 

Herberget Lindely  hen under aften

 

I Jelling stødte to pilgrimme mere til, men desværre var én allerede sprunget fra i Jels pga. problemer med fødderne, og en anden - ligeledes i Jels - taget på besøg hos sin mor for at komme lidt til kræfter: Det er noget helt andet at vandre med rygsæk, hvor alle ens daglige fornødenheder er pakket ned, end blot at gå med en dagsrygsæk med en madpakke, en sodavand, et regnslag og en termokande. I Kollemorten opgav endnu en pilgrim pga. af en lettere knæskade: På vej mod Ølgård var vi desværre gået forkert og ikke bare forkert, men 4 km. i gal retning og uden mulighed for at skrå indover tilbage på ruten, så det blev i alt 8 km. forgæves vandring, og tilmed på en dag, hvor strækningen i forvejen var på 33 km. fra Herberget ”Kongeåen” til Herberget ”Ølgård”…..og ikke mindst i regnvejr. Sammenlagt dagsvandring lig med 41 km. Alle var kvæstede, da vi krøb i soveposerne.

 

                  

 

Udsigt efter Immervad

 

 

 

 

Branddam bag Tørninggård

 

 

 

 

Solnedgang ved Tørninggård

 

På visse strækninger valgte vi at gå ad cykelruten i stedet for vandreruten: En pilgrim går naturligvis den korteste vej. Således ”snød” vi de sidste kilometre til Sturbøl. Ved Skodborg gik vi ad vejen til Skodborg Mark mod Vejen i stedet for  ud over Lundsgård Mark, og  frem mod Læborg ”snød” vi os også til et par kilometre mindre. Al vores  snyd ”hævnede” sig  imidlertid små 3 km nord for Bække, hvor vi - som ovenfor fortalt - gik til venstre ad ”Kyst til kyst ruten” i stedet for til højre bla. pga. dårlig skiltning, og endte helt ude  i Gispel Mose: Noget rigtig ØV!

 

                

  

Vejen op til Kollemorten

 

 

 

 

Vejen op til Øster Nykirke

 

 

 

 

Udsigt bag herberget Nørhoved

 

 

 

Træer bag herberget Nørhoved

 

 

 

 

Klokkestablen ved Vrads Kirke

 

 Lidt nord for Givskud gik vi over Søndre Kollemorten Mark i stedet for Givskud Mark og fulgte landevejen frem til Kollemorten. Ved Hundshoved tog vi igen cykeltuten, men ”glemte” at dreje fra lige før Nørre Snede og kom til ”Wild Vest Byfest”, hvor vi syntes, det var tid til en kæmpe Soft Ice. Efter Nørre Snede fandt vi igen tilbage på vandreruten ud til herberget ”Nørhoved”. Før Grane  Plantage tog vi igen cykelruten så vi kunne lave indkøb i Vrads og besøge kirken. Vradskøbmanden havde imidlertid ikke åben, og kirken var lukket, men jeg nåede at lave en tegning af klokkestablen. Efter Skærbæk Plantage gik resten af vejen på cykel ruten, for vi ville ikke overnatte i Septrup, men gå helt til Kragelund. Igen en dag på 33 km. så hver lille ”udretning” af ruten var lig med sparede kilometre. Vi gik således over Løgager Gårde og Funder Kirkeby. Fra Kragelund gik vi til Sjørup ad cykelruten og videre til Skelhøje. Sidste dag efter Hald Hovedgård fulgte vi igen cykelruten, for vi havde en aftale om en andagt i Søndermarks Kirken lige før Viborg med sognepræst Birgitte Thun.

 

               

 

Herberget Hald Hovedgård.

 

Jeg havde ”fortalt” om vores ankomst til Viborg d. 19/8 til Viborg Pilgrimscentrum, men havde slet ikke forestillet mig, at man ”ventede vores ankomst”: Vi nåede lige akkurat pilgrimsandagten i Viborg Domkirke kl. 12.00, hvorefter  vi syv, som havde gennemført vandringen, blev inviteret over i Viborg Pilgrimscentrum på kaffe. Det var en dejlig oplevelse. 

 

Herefter stod den på Italiensk buffet og kæmpe fadøl i gågaden. Nu skulle vi hjem efter 13 dejlige dage på hærvejen. I Fredericia steg ”den ottende pilgrim” på toget. Vedkommende havde – som ovenfor fortalt – valgt at stå af i Jels og i stedet besøge sin ældre mor. Kl. 19.56 d. 19/8 stod vi atter på Roskilde Station en kæmpe oplevelse rigere.

 

Finn Buhl

XXXX


                                         Tilbage til top:

Vandring og meditation på Via Selandia.

Formanden for Roskilde Pilgrimsforening har prøvet kræfter med pilgrimsvejen fra Helsingør til Roskilde: Læs her hans beretning.

 

Via Selandia er pilgrimsvejen fra Helsingør til Gedser/Rødby. Jeg har længe været en fortaler for at benytte denne pilgrimsrute, men nu kan man jo ikke bare opfordre andre til at gøre det, og så sætte sig mageligt hen i sofaen. Man må selv gå foran: Som sagt så gjort!

 

Jeg havde lidt ferie ”tilovers” fra sidste ferieår og besluttede at bruge noget af den til at udforske strækningen fra Helsingør til Roskilde:

 

               

                                                      Roskilde St. kl. 06.30

 

Den 3. maj tog jeg toget fra Roskilde St. kl. 06.34 mod København og skiftede på Hovedbanen til toget mod Helsingør kl. 07.08, men netop som jeg havde sat mig tilrette i kupeen, blev det meddelt, at toget var aflyst ”pga. en personpåkørsel på strækningen, og hvornår togdriften mod Helsingør blev genoptaget var uvist.”  ÆV!......gik det hele nu i vasken?

 

Imidlertid afgik der ”pludselig” et tog fra KH til Rungsted kl. 07.19. Det tog jeg i håb om, at der så var busser videre derfra mod Helsingør. Det var der, og det lykkedes mig ”at snige mig ombord” på den første bus, selvom der var ”sort af hvide mennesker”, som kæmpede om at komme ind i bussen. På vejen blev vi orienteret om, at der nu var etableret 20-minutters-drift  fra Nivå mod Helsingør. Jeg og mange andre stod derfor af i Nivå og halsede op mod stationen og nåede lige akkurat toget mod Helsingør. Her ankom jeg ”kun” en time senere end beregnet, så det var OK. Pilgrimsvandringen kunne begynde:

 

Desværre åbner Helsingør Domkirke først kl. 10.00, og jeg var der kl. 09.15. Ærgeligt! Vor Frue Kloster var også lukket, så det blev i begge tilfælde kun til kik udefra. Så gik det ellers ud af byen: Gurre kirke var sandelig også lukket, og det kendetegner hele ruten: Ikke én kirke var åben! Det er en skam, og noget vi pilgrimme bør arbejde på at få ændret. Til gengæld ”fandt” jeg Sankt Jacobs Kapel lige udenfor Gurre. Resterne af fundamentet ligger ca. 75 meter fra vejen og er et kort besøg værd. Er man flere, er det et smukt sted at holde andagt. Gurre Slotsruin ofrede jeg kun et kik fra vejen, for den har jeg set før.

 

                   

                                          Sankt Jacobs Kapel lige uden for Gurre.

 

 Esrum kloster var også lukket, og efter 20 km.´s  vandring var det tid at holde frokost.

 

                 

                                                        Langs Esrum sø.

 

Turen gennem skoven langs Esrum Sø er smuk, men meget lang og ”lige ud”, så her fandt jeg min Evangelie Krans frem, og mediterede imens jeg samtidig nød skovens og søens skønhed.

 

Et sted i skoven efter Nøddebo skal man holde ”til højre”. Det overså jeg, men man ender på den rigtige vej – Jespers Vej – alligevel. Man må så gå ca. ½ til ¾  km. længere. Ved indgangen til Hillerød gik jeg også ”forkert”: Jeg troede, jeg gik på vejen, som hedder ”Bolværket”, men havde misset, at det var ”til venstre”. Ved hjælp af flinke mennesker fandt jeg dog snart vandrehjemmet og havde ikke gået længere….blot en anden vej. Jeg var imidletid godt træt: 34 km er langt at starte en vandring med.

 

Anden dag startede fint.Vandringen går gennem Frederiksborg Slots park og selve slottet. Det er smukt!

 

                    

                                                        Frederiksborg Slot

 

Via Selandia går meget på alternative veje og stier: Jeg prøvede at meditere, men efter én runde på Evangelie Kransen afsluttede jeg meditationen. På netop denne strækning er det nødvendigt at holde fokus på vejen. Den skifter meget retning.  Vejen går smukt ud over Hestehaven – gennem Brødeskov  - Hammersholt og Børstigerød, før man kommer til Lillerød.       

 

Man kommer nemt gennem Allerød og videre langs banen, hvor naturen er meget smuk. Et sted på ”Teglværksvej” blev jeg i tvivl. Der er en sti – ”Kirkestien” – som går ”lige ud” og vejen drejer til venstre. En ældre dame på cykel var her til nogen hjælp. På kortet kunne jeg se, jeg skulle mod ”Kattehalevej”, og damen kunne fortælle mig, at så skulle jeg bare fortsætte af vejen. Vandringen gennem skoven og videre over Stavsholt Overdrev er godt beskrevet og en smuk og dejlig strækning.

 

            

                                            Ind mod Værløse.

Stierne gennem Farum er lidt ”svære” at holde rede på og en kedelig strækning. Til gengæld er strækningen langs Farum Sø -  hvor jeg holdt en god frokost på en bænk nær ”både-udlejningen” -  og videre gennem skoven til Værløse rigtig smuk og nem at gå. Vejen gennem Værløse er ikke noget at skrive om, men så kommer man forbi Sønder Sø og gennem Jonstrup Vang – en smuk skov. Her fandt sindet ro.

 

                             

                            Frokost: Gæt hvad der er i den bå flaske ved siden af øldåsen.

  

Lige overfor Ballerup Kirke ligger restaurant ”Ankara”. En buffet koster 79,00 kr., så den tog jeg og blev propmæt.

 

Nu skulle jeg bare finde ”Zleep”. Det ligger på en sidevej til Ballerup Boulevard. Det var lettere sagt end gjort, og jeg måtte derfor spørge om vej. Med venlig hjælp fandt jeg snart Ballerup Boulevard og Zleep på Marbækvej og fandt ud af, at Zleep faktisk kun ligger ”en lille km” fra det sted 3. etape krydser Ballerup Boulevard, så det var jo perfekt.

 

Efter en god nattesøvn på Zleep af sted igen på ruten, som altså ligger ganske tæt på:  Ude på Hedegårdens Bypark gik en stor flok grågæs og græssede. Et smukt syn.

 

                    

                                                      Hedegårdens Bypark

 

Fra Orchidevej til Risby gik jeg ligeud, ind i skoven, fulgte stien til jeg stødte på Hedeengvej. Et sted på Hedeengvej blev jeg dog i tvivl, men det skyldtes mere min utålmodighed efter at nå frem til Risby. Hedeengvej er nemlig meget lang. Risby er smuk og et lille ophold værd. Herefter følger en meget lang strækning på gangstier mod Høje Taastrup, hvor man bare skal følge stien til højre hele tiden: Her fandt jeg igen min Evangelie Krans frem. I stedet for alle mulige tanker, som ”kværner rundt i hovedet”, er det dejligt at lytte til essensen af Evangeliet: ”Jesu dåb og korsets gåde – er Guds kærlighed og nåde.”

 

                                  

     Formanden mediterer:  Se mere om meditation og pilgrimsvandring på www.boegerpaavej.dk

 

Strækningen ad Helgehøj Allé  og frem til Høje Taastrup Rådhus er – for at sige det rent ud – røvkedelig, men så kommer Høje Tåstrup landsby heldigvis. Jeg spiste lige en youghurt ved rådhuset og så videre igen. Strækningen til Hedehusene veksler mellem bebyggelse og ”parkområde” og er rimelig at gå. Jeg missede det sted, hvor man går op mod Ansgar Kirke, for igen havde jeg fundet Evangelie Kransen frem og gik og mediterede. Pludselig var jeg på Hedehusene Station, og hvad……….Ansgar Kirke havde sikkert også været lukket, som alle de øvrige kirker.

 

Jeg fortsatte med at meditere, mens jeg gik den meget, meget kedelige strækning fra Hedehusene til bygrænsen til Roskilde, hvor bilerne larmer og kører stærkt. Der hvor vejen går ned mod Trekroner holdt jeg pause og spiste frokost. Selv om man er ”tæt på”, er der trods alt endnu 5 km. tilbage til Roskilde Domkirke.

 

                                    

                                                        Så mangler der "kun" 5 km.

 

                        

                                          Vandring til Domkirken ad Domkirke Stræde.

 

Disse sidste 5 km. gik jeg i lidt langsommere tempo: Jeg var ved at være brugt. I stedet for Algade, som er et mylder af gående og cyklister, gik jeg ad Dr. Margrethe Vej  - Sankt Ols Gade og Domkirke Stræde og kom til Domkirken ad bagvejen. I våbenhuset blev jeg mødt af min gode kollega kirketjener Vilhelm Torst, som tog et billede af mig, og vi fik en god lille snak. Inde i kirken fik jeg en turist til at fotografere mig foran højalteret, hvorefter jeg satte mig i én af kannikestolene og bare nød stemningen og atmosfæren: Dette var ligeså højstemt, som at komme til kirken i Santiago, og så var det i min egen sognekirke. 

                          

    

                  Min entré i våbenhuset                                  Rituel fotografering foran højalteret

 

Tilbage var nu kun det sidste stykke vej ad Allehelgensgade, forbi arretshuset og politistationen og endelig……Skovbogade nr. 10: Vandringen var slut!  100 km. på 3 dage - måske lidt i overkanten, men prøv selv. Via Selandia ligger og venter også på dig!    

 

                                                                   Tilbage til top: 

I  Alfonso d. 2´s  fodspor.

 

Formanden og hans hustru har tidligere prøvet kræfter med både Camino Francés  og Camino del Norte, så i år var turen kommet til ”Den Lille Camino”, som går tværs henover bjergene fra Oviedo til Melide, og herefter følger Camino Francés de sidste tre dagsmarcher.

 

Historien bag Camino Primitivo, som ruten kaldes, er følgende: Et sted mellem år 840 og 850 beslutter kong Alfonso d. 2. af Asturien, at der skal bygges et kapel over Sankt Jacobs Grav. Alfonso d. 2. kaldes også "Den Dydige".  To år senere står kapellet færdigt, og kongen beslutter at besigtige sit bygningsværk. Alfonso afstikker en rute fra sin hjemby Oviedo tværs henover bjergene – en vej en gående pilgrim ALDRIG ville haft taget – men Alfonso red standsmæssigt til hest, og hvad kongen besluttede, sådan blev det!!

 

                           

                         Anja venter på at herberget i Oviedo åbner

 

Camino Primitivo er således den ældst dokumenterede pilgrimsrute i Spanien. Men som det vi forstår ved en pilgrimsrute, er Primitivoen først ”genopstået” i nyere tid, og den hedder ikke PRIMITIVO for ingenting!:

 

                                       

                                         Vi undgik ikke regnvejr.....

 

                        

                         ......og dagen efter gik vi konstant i pløre.

 

Der er ofte langt mellem herbergerne, og disse er i visse tilfælde så ringe, at vi i hvert fald overnattede på hotel flere gange end vi før har gjort. Der kommer dog flere og flere nye og pæne herberger til. Ruten er til gengæld rigtig godt opmærket, næsten lige så godt som Camino Francés, så det ikke svært at finde vej. Tværdigmod!  Selv når vejarbejde ændrer ruten, er dette fint opmærket, så man ikke farer vild.

 

                  

                                 Frokost på vejen mellem to herberg. 

 

Camino Primitivo er en god rute, hvis ikke man har så   lang tid at gå i, for den er ”kun” på 330 km. Til gengæld er den MEGET bjergrig!: Primitivoen er som de værste etaper på Camino del Norte bare hver dag! Eller som at gå fra Villa de Valcarce og op til O Cebreiro og ned til Triascastela HELE TIDEN.

 

 

Men det er flot: Visse steder er man bare helt ude i NO WHERE, hvor skyggen af civilisation ikke kan ses så langt øjet rækker. Det er lidt skræmmende, for hvad nu hvis man kommer til skade? Visse steder er man så højt oppe i bjergene, at der end ikke er noget mobiltelefon-signal. Her er man LILLE.

 

                      

                                     Stierne er ofte stejle og smalle

 

                      

                      Flere steder er man bare totalt ude i NO WHERE!

 

 

Et andet scoop ved Primitivoen er, at ALLE kirkerne i byerne er åbne, så man kan få den side af PILGRIMS-LIVET med. Pilgrimsvandring er jo ikke bare en vandretur.

 

I Melide mødtes vi med Helen Rossen – en god veninde og medlem i vores forening. Vi havde hjemmefra aftalt at mødes her. Helen skulle gå fra Pamplona på Camino Francés, og de sidste tre dage til Santiago de Campostela fulgtes vi ad, og havde nogle rigtig gode dage sammen.

 

                         

                     Anja og Helen i baptistvariet i en kirke i Melide

 

                        

                                   Vi spiser blæksprutter i Melide

 

                        

                                          Arzúa 2. sidste dag

 

Endnu en gang var vi heldige ved messen i Domkirken: Sandelig om ikke de svingede røgelseskaret, selvom det ikke var søndag. Vi tror, en pilgrim fra Mallorca havde betalt for det, for hans hustru var hende, der fik lov til at læse op på vegne af pilgrimmene i kirken denne dag. De var for øvrigt nogle rigtig søde mennesker, som vi først mødte på herberget i San Roman de Retorta, et lille helt nyt herberg 20 km. uden for Lugo dagen før Melide. Lugo er en rigtig spændende pilgrimsby med en mange kilometer. lang ringmur fra middelalderen og en Domkirke, der er lige så spændende, som Domkirken i Santiago de Compostela, men mere om det en anden gang, når vi holder foredrag om Primitivoen.

 

                  

                         Så er der gang i det store røgelseskar.

 

Malorcaneren var en dejlig type, som kunne besnære Gud og hver mand med sin snak….snak som der som oftest var rigtig god hold i. Han vidste ALT om de forskellige Caminoer, og var hele tiden opmærksom på om andre havde behov for et godt råd og hjælp.

 

Buen Camino

 

 

Tilbage til top:

 

 

På vandring på Camino del Norte:

En lille rejsebeskrivelse:

 

Formanden og hans hustru Anja, er netop vendt hjem fra en pilgrimsvandring på ”Camino del Norte” på lidt over 300 km. Turen gik fra Hendaye i Frankrig til Santander i Spanien.

 

   

 

Den 10 juli stævnede vi ud fra Hendaye og gik over grænsen til Irun i Spanien. Allerede på første dagsvandring fik vi at mærke, at ”Camino del Norte” er noget helt andet end ”Den Franske Kongevej”, som ”Camino France” også kaldes. Vejene er utrolig stejle, og skovstierne er visse steder nærmest ufarbare: Stenede, hullede, mudrede og glatte, og næsten lodrette. Da vi om aftenen – efter lidt over 27 kilometers vandring, godt trætte – nåede frem til det eneste af de to herberger i San Sebastian, som var åbent, blev vi først afvist. Herberget fungerede ikke som pilgrimsherberg, men var nærmest et vandrehjem for unge, hvor man skulle bestille plads i forvejen. Heldigvis havde to, som boede på herberget, netop forladt det en dag før end de skulle, og vi fik deres senge uden betaling.

 

Senere på turen blev vi også afvist på et clariser-kloster i landsbyen Escalante, som ellers har et lillebitte herberg ved siden af klosteret. Her måtte kun kvinder overnatte, forstod vi. Jeg fremviste ellers min vielsesring, for at vise at vi er gift. Ægteskabet er nemlig i Den Katolske Kirke et sakramente, og ægtefolk betragtes som ærbare, men den gik alligevel ikke. Vi måtte traske den lille kilometer tilbage til landsbyen og leje os ind på et hotelværelse.

 

   

 

Vi har også prøvet at gå vild. Ruten er ellers rimeligt opmærket med gule pile, men på vej op ad bjergsiden fra landsbyen Onton mod byen Castro Urdiales viste en gul pil pludselig væk fra landevejen og ind i skoven. Det havde vi prøvet mange gange før og tænkte ikke videre over det. Vi fulgte derfor pilen, men fandt ikke flere gule pile i skoven.  Til sidst anede vi ikke, hvor vi var. Det eneste vi kunne høre var nogle køer med bjælder på i det fjerne, men efter ca. 2 timers vandring på snævre, glatte og mudrede skovstier kom vi heldigvis ud på en asfalteret vej. Her stoppede jeg den første bil, der kom forbi, og fik udpeget på mit kort, hvor vi befandt os. Vi var gået i ring og var ikke ret langt fra det sted, hvor vi var startet med at går ind i skoven. Der var så kun én vej, og det var forfra igen, men denne gang klogelig på landevejen uden afstikkere ind i skoven.

 

Da vi 6-8 kilometer senere – helt udasede – kom frem til den næste lille landsby, hvor der skulle være et hotel, men ikke var der, så vi en bus, der netop skulle til at køre. Beslutningen var ikke svær at tage. De sidste 10 kilometer til Castro Urdiales blev kørt med bus i stedet for  redet på apostlenes heste. I Castro Urdiales lejede vi os ind på et privat pensionat lige midt i byen, tæt på havnen. Vi havde besluttet at tage en hviledag, og man kan kun overnatte én nat på pilgrimsherbergerne.

 

Fem dage senere forlod  vi tidligt om morgenen  et dejlig og fantastisk gæstfrit herberg, som ligger lidt uden for landsbyen Güemes, højt oppe i bjergene.  I rask  trav gik det mod havnebyen Somo. Her gik vi ombord på den lille færge, som i pendulfart sejler fra Somo til Santander. En pilgrimsvandring på lidt over 300 kilometer var slut.

 

   

Nu skal alle oplevelserne bearbejdes. Senere skal næste etape tilrettelægges, for vejene ligger jo bare derude og venter på os. ”Camino del Nortes” sidste 5-600 kilometer bliver helt sikkert erobret om ét eller to år. 

 

Buen Camnino


 

                                                                   Tilbage til top:

Fra Santander til Santiago de Campostella.

 

Formanden og hans hustru har igen i år været på vandring på Camino del Norte. Denne gang gik de sidste lidt over 550 km. Nedfor kan du læse deres beretning:

 

For et år siden gik min hustru Anja og jeg fra Hendeye i Frankrig til Santander i Spanien, en vandretur på knapt 300 km. på Camino del Norte, den gamle alternative pilgrimsvej langs med Biscayen, som pilgrimmene i middelalderen fulgte, når det det kristne Spanien førte krig mod Mauerne i syd, hvilket gjorde den oprindelige pilgrimsvej – Camino Frances – usikker og farlig.

 

   

                                                    På vej ud af Santander

 

I år ville vi så fuldføre vandringen og stævnede ud fra Santander d. 30. august med lidt over 550 km. foran os i et bjergrigt og vanskeligt terræn, og med Biscayen smuk og blå hele tiden på vores højre side.

 

  

                                   Med Biscayen på højre hånd.

 

Når man vandrer i en hel måned, opnår man at overnatte utrolig mange forskellige steder, hvilket af og til giver nogle særprægede oplevelser:      

 

Allerede den første dag stødte vi ind i overnatningsproblemer. Vi havde gået omkring 25 km. i et meget kuperet terræn og kom sent på eftermiddagen til byen Requjade. Jeg havde adressen og et billede af herberget i Polanco, en nabolandsby, og på en bar spurgte vi på engelsk, om nogen kendte vejen dertil, for de gule pile man følger for at finde vej gik videre mod næste by, og på mit kort kunne jeg se, at Polanco lå lidt udenfor selve ruten. Det var der heldigvis en ung, nogenlunde engelsktalende spanier, der gjorde og fik os sendt i den rigtige retning. Efter ca. et kvarters vandring fandt vi herberget, men det var helt fyldt op. Der var godt  nok også ”kun” seks køjer, men her på Camino del Norte plejer det ikke at være noget problem med de få pilgrimme, der går her. Vi måtte imidlertid over på en bar lidt derfra, for det var ”bar-mutter”, der bestyrede herberget. Vi forsøgte at forklare os så man nu kan, når vi kun kan engelsk, og dem man taler med kun kan spansk: Der var én madras, og  - især jeg mente godt -  vi begge kunne ligge på den, men nej! Det mente ”bar-mutter” bestemt ikke. Hun havde en anden og bedre løsning. Hun kendte én, som havde en pension, godt nok langt væk derfra, men vedkommende ville komme i bil og hente os og bringe os tilbage igen næste morgen. Jeg var allerede gået i sort, men min kloge hustru Anja bevarede fatningen og sagde: ”Ja tak!”  Og sådan blev det. Vi blev hentet, fik et dejligt værelse, fik serveret varm aftensmad, og næste morgen dejlig morgenkaffe med brød. Kl. 08.00 stod vi foran herberget i Polanco og kunne går videre.

 

  

                               Man får "lange ben" på Caminoen.

 

Én af de mere groteske episoder var da vi overnattede på et cistercienserkloster i Cobreses. Den gamle munk, som tildelte os vores værelse, blev pludselig meget nærgående overfor mig. Det var rigtig ubehageligt, for der var ingen tvivl om mandens tilbøjelighed. Stadig med en venlig facade lykkedes det os om end med lidt besvær at få ham lempet ud af rummet, så vi kunne få lukket døren. Værelset lå oppe på en loftgang, og vi var de eneste, der overnattede heroppe. Et fransk ægtepar havde lejet én af de små ferielejligheder, som klosteret også lejer ud. Det samme havde to tyske piger. Værelserne på loftgangen var elendige, men kostede til gengæld intet.

 

                    

                             Det går stejlt op- og nedad mange steder.

 

I en meget lille bjerglandsby – Serdio – som har et nyt, flot og velfungerende herberg med 20 pladser, oplevede vi at være de eneste, der overnattede. Damen, som bestyrede herberget, ville gerne lidt tidligt hjem til sin familie, så vi fik selv opgaven med at lukke herberget. Det var en lidt spøjs fornemmelse at smække den tunge tremmeport i indefra, stikke en hånd ud mellem tremmerne og sætte en hængelås på  kl. ni om aftenen, men sikke en fred og ro, der er i sådan en lille bjerglandsby, til forskel fra de store spanske byer, hvor folk render rundt i gaderne til kl. 4-5 om morgenen og råber og skriger og synger sange.

 

                    

                                 ......og det regnede og regnede!!

 

Efter en lang, lang våd regnvejrsdag, hvor humøret ikke var på det højeste, og fødderne nærmest opløst i de gennemblødte støvler, måtte vi lide den tort at være de sidst ankomne til byen Cadevedo´s  meget nedslidte, beskidte og lille herberg. De otte senge var allerede optaget af nogle unge tyskere, en østriger, et ægtepar fra Sydafrika, som cyklede, og et ældre engelsk ægtepar. Vi måtte derfor tage til takke med to madrasser på gulvet i fælles-køkkenrummet. Der var uorden i vandsystemet, så vi kunne ikke få bad, men måtte nøjes med ”etage-vask” med koldt vandt. Stemningen var dog rigtig god, og alle prøvede at gøre det så hyggeligt for os som muligt.

 

  

 

                                             
             

                                                           Tilbage til top:


www.vejen-er-vejen.dk